Tyrkiet anholder piloter efter Nissan-chefs flugt fra Japan

Politiet i Tyrkiet har anholdt syv personer, heriblandt fire piloter. Det er sket i forbindelse med en efterforskning af, hvordan det lykkedes den fyrede topchef for den japanske bilvirksomhed Nissan, Carlos Ghosn, at flygte fra Japan til Libanon.

Det oplyser tv-stationen NTV.

Ghosn sad i husarrest i Japan. Her afventede han en retssag for at have bedraget Nissan for store pengebeløb.

Det er stadig et mysterium, hvordan det lykkedes Ghosn at flygte fra Japan.

Det er Tyrkiets indenrigsministerium, der har sat gang i efterforskningen af, hvordan Ghosn via Tyrkiet nåede til Libanon mandag.

Folk med kendskab til sagen siger til nyhedsbureauet Reuters, at den excentriske Ghosn ankom til Beirut i et privat jetfly fra Istanbul. Men hverken hans ankomst til Tyrkiet eller afrejse er registreret af de tyrkiske myndigheder.

/ritzau/Reuters