Trump: Første fase af aftale med Kina underskrives 15. januar

Den første fase af en handelsaftale mellem USA og Kina vil blive underskrevet i Det Hvide Hus den 15. januar.

Det skriver USA’s præsident, Donald Trump, på Twitter.

– Jeg underskriver første fase af en rigtig stor og omfattende handelsaftale med Kina den 15. januar. Ceremonien finder sted i Det Hvide Hus.

– Højtstående repræsentanter fra Kina vil være til stede. På et senere tidspunkt tager jeg til Kina, hvor samtaler om fase to vil begynde, lyder det.

En handelsaftale skal afslutte en 18 måneder lang handelskonflikt mellem de to økonomiske stormagter.

Delaftalen blev første gang annonceret 13. december af Trump, der samtidig meddelte, at aftalen betød, at nye toldafgifter på kinesiske varer ikke ville blive indført i december.

Aftalen indebærer desuden, at Kina øjeblikkeligt begynder at købe amerikanske landbrugsprodukter.

/ritzau/