Nordkorea varsler nyt strategisk våben i nær fremtid

Nordkorea vil i nær fremtid være i besiddelse af et “nyt strategisk våben”.

Det varsler Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i en udtalelse ifølge det statslige nyhedsbureau i Nordkorea, KCNA.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Samtidig erklærer Kim Jong-un, at Nordkorea vil ophæve et midlertidigt forbud mod test af atomare og langtrækkende missiler.

– Verden vil se, at et nyt strategisk våben vil være i Den Demokratiske Folkerepublik Koreas (Nordkoreas, red.) besiddelse i nær fremtid, siger Kim Jong-un.

Samtidig gør Kim Jong-un det klart – ifølge nyhedsbureauet Reuters – at Nordkorea vil fortsætte med at udvikle “nødvendige strategiske våben”, indtil USA opgiver sin “fjendtlige politik” rettet mod landet.

Siden juni 2018 har USA’s præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, tre gange mødt hinanden, men samtalerne har ikke udmøntet sig i håndgribelige resultater.

USA forsøger at overtale Nordkorea til at opgive sit atomprogram, men de seneste måneder er spændingerne mellem de to lande taget til.

/ritzau/