Demonstranter forsøgte at storme USAs ambassade i Irak

Flere tusinde irakiske demonstranter brændte tirsdag amerikanske flag af foran den amerikanske ambassade i Bagdad, og rasende aktivister forsøgte at trænge ind i ambassaden.

Ambassadens personale, herunder ambassadøren, blev evakueret tidligt på dagen, da demonstrationerne begyndte.

De voldsomme protester sker efter, at 25 medlemmer af en iranskstøttet milits i Irak blev dræbt under amerikanske luftangreb for to dage siden.

– Død over USA, råber demonstranter, som tirsdag kaster sten og vandflasker mod ambassaden.

Irakiske sikkerhedsstyrker blev hurtigt indsat, og de anvendte tåregas og chokgranater mod demonstranterne. Mindst 12 militsfolk meldes såret under urolighederne.

Sikkerhedsstyrkerne appellerede samtidig via højttalere til demonstranterne, som blev opfordret til at opgive deres voldelige protest.

Samtidig sagde den irakiske premierminister, Adel Abdul Mahdi, i en erklæring, at enhver aggression mod udenlandske ambassader vil blive standset, og at personerne bag dem vil blive straffet.

Præsident Donald Trump siger i et tweet, at han forventer Irak “anvender dets styrker” til at beskytte USA’s ambassade i Bagdad.

Trump siger samtidig, at han holder Iran ansvarlig for angrebet på ambassaden.

– Iran dræbte en amerikaner og sårede mange. Vi slog hårdt igen, og det vil vi altid gøre. Nu står Iran bag et angreb mod USA’s ambassade. Vi venter Irak vil beskytte ambassaden”, skriver Trump på Twitter.

Sikkerhedsvagter har forskanset sig inde i ambassadekomplekset, mens flere demonstranter har opslået protesttelte uden for bygningen, rapporterer nyhedsbureauet AP’s journalister på stedet.

Iraks regering har fordømt amerikanske luftangreb i weekenden og advarer regeringen i Washington om, at forholdet til USA er på spil.

25 militante blev dræbt og 51 andre såret ved søndagens angreb, oplyser Kataib Hizbollah ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Premierministeren beskrev det amerikanske angreb mod de irakiske væbnede styrker som et uacceptabelt og ondsindet angreb, der vil få farlige konsekvenser, lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters i en udtalelse fra premierminister Adel Abdul Mahdis kontor.

USA’s militær foretog en række luftangreb i Irak og Syrien mod den militante gruppe Kataib Hizbollah, der støttes af Iran.

Tidligere på måneden beskyldte den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, iranskstøttede grupper for at stå bag angreb på amerikanske baser i Irak.

Han advarede om, at ethvert angreb fra Iran eller fra grupper, som er støttet af Iran, vil blive mødt med “et beslutsomt amerikansk svar”.

De amerikanske luftangreb var rettet mod våbenlagre og kontrolcentre, der tilhører den militante bevægelse. Gruppen skal have brugt disse centre til at planlægge angreb.

/ritzau/Reuters