Seks er dræbt på tjekkisk hospital – gerningsmand på fri fod

Seks personer er tirsdag morgen blevet dræbt i et skyderi på et hospital i Ostrava i det nordøstlige Tjekket.

Det oplyser den tjekkiske sundhedsminister.

Politiet er på jagt efter en gerningsmand, der er på fri fod. Det skriver politiet på Twitter. Den mistænkte er ifølge flere tjekkiske medier omkring 180 centimeter høj og bærer en rød jakke.

Det fremgår ikke umiddelbart af politiets oplysninger, om gerningsmanden er gået direkte efter udvalgte ofre eller har skudt tilfældigt.

– Politiet modtog en anmeldelse om et skyderi på et hospital i Ostrava. Politiet er på stedet, og folk er evakueret, lyder det i et tweet fra politiet.

Politiet har udvidet sin indsats i flere dele af landet, hedder det videre.

– Vi styrker i øjeblikket overvågningen af udvalgte bløde mål (folk på hospitaler, skoler, restauranter og lignende, red.) på tværs af hele Tjekkiet. Vi beder offentligheden om tålmodighed og omtanke, skriver politiet på Twitter.

Ud over de dræbte meldes to såret, siger politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den tjekkiske indenrigsminister, Jan Hamacek, bekræftede i første omgang til det tjekkiske nyhedsbureau CTK, at “adskillige personer” er dræbt.

Han tilføjede, at skyderiet skete efter klokken syv tirsdag morgen. Politiet tweeter, at det fik anmeldelsen klokken 07.19 og var på stedet 7.24.

Ostrava er den tredjestørste by i Tjekkiet.

/ritzau/