Aung San Suu Kyi vil forsvare Myanmar i Haag

Der er meget på spil for Aung San Suu Kyi, når hun tirsdag skal forsvare sit land mod anklager om folkedrab ved Den Internationale Domstol i Haag i Holland.

Den tidligere demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi, der nu er Myanmars statsråd og øverste civile leder, har mange hjemlige sympatisører – men også mange udenlandske modstandere.

Da hun søndag ankom til Haag, var der store støttedemonstrationer for hende i Myanmars hovedstad, Naypyidaw.

Men i Haag er stemningen en anden. Mandag opfordrede blandt andre aktivister i organisationen Befri Rohingya Koalitionen til global boykot af Myanmar.

Ifølge organisationen er 30 organisationer i ti forskellige lande klar til at følge opfordringen, som skal sætte “økonomisk, kulturelt, diplomatisk og politisk pres på Myanmar”.

Aung San Suu Kyi har tidligere været et hyldet ikon, der trodsede Myanmars militærstyre i kampen for frihed. Det medførte, at hun i 1991 blev tildelt Nobels fredspris.

Siden 2016 har hun stået i spidsen for Myanmar, som landets civile leder. Og nu sidder hun på anklagebænken og skal forsvare Myanmar mod anklager om folkedrab.

Begivenhederne, der nu leder Aung San Suu Kyi til Haag, begyndte i 2017.

Dengang slog Myanmar hårdt ned på rohingyaerne, som er et statsløst folk, hvoraf hovedparten er muslimer. De lever fortrinsvist i Myanmar, Pakistan og Bangladesh.

Ifølge Myanmar var militante rohingyaer begyndt at angribe politiafspærringer og kontrolposter i det vestlige Myanmar.

Det medførte, at omkring 730.000 rohingyaer blev drevet på flugt fra Myanmar til Bangladesh i august 2017.

Ifølge FN skete det som resultat af en militærkampagne, som havde folkedrab for øje.

Men den anklage afviser Myanmar. Aung San Suu Kyi har sagt, at det er terrorister, der står bag “et isbjerg af misinformation”.

Sagen er nu fremme ved Den Internationale Domstol i Haag, som er en FN-domstol, hvor stater kan anklage andre stater.

I dette tilfælde er det Gambia, som anklager Myanmar for folkedrab. Det sker på vegne af 57 lande i Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC).

/ritzau/Reuters