Den amerikanske skuespiller René Auberjonois er død af lungekræft i en alder af 79 år. Auberjonois døde søndag.
Det oplyser hans søn, Remy Auberjonois, til CNN.
René Auberjonois var bedst kendt for sine utallige tv-roller i blandt andet “Star Trek: Deep Space Nine” og “Boston Legal”, men han lavede også teater og optrådte i film. Blandt andet som militærpræsten Father John Mulcahy i Robert Altmans film “Mash” fra 1970.
Samme år modtog René Auberjonois en Tony Award for sin rolle i Broadway-musicalen “Coco” om designeren Coco Chanel med Katharine Hepburn i hovedrollen.
Auberjonois var to gange nomineret til en Emmy. Første gang var i 1984 for sin birolle som guvernørens stabschef, Clayton Endicott III, i komedieserien “Benson”.
Han blev nomineret igen i 2001 for sin gæsteoptræden som dommer i dramaet “The Practice” om et advokatfirma i Boston.
Fra 2004 til 2008 medvirkede han i fem sæsoner af “Boston Legal” – en spinoff-serie af “The Practice”.
/ritzau/