Flere personer frygtes såret i vulkanudbud i New Zealand

En vulkan er gået i udbrud på White Island i New Zealand mandag. Vulkanøen ligger omkring 50 kilometer fra østkysten af New Zealands nordlige ø.

Flere personer frygtes at være kommet til skade, oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AFP.

New Zealands nationale katastrofeberedskab advarer om, at det er farligt at opholde sig i nærheden af vulkanen, der også kaldes Whakaari.

Avisen New Zealand Herald skriver, at der er ubekræftede rapporter om, at 20 mennesker var på eller nær øen, da vulkanen efter flere ugers rumlen gik i udbrud mandag eftermiddag kort efter klokken to lokal tid.

Avisen skriver videre, at “adskillige personer angiveligt er kritisk såret”. Dette er ikke bekræftet fra officielt hold.

Flere redningshelikoptere er på vej til stedet, og der er blevet oprettet et katastrofecenter på Whakatane Hospital.

I november hævede myndighederne alarmniveauet for udbrud på White Island til to, fordi forskere havde observeret stigende mængder af svovldioxid – en hovedindikator for stigende magma dybt inde i vulkanen.

Mandag eftermiddag blev alarmniveauet hævet til fire, hvilket er det næsthøjeste trin på skalaen.

Det skriver New Zealand Herald.

White Island er en såkaldt stratovulkan, som er opbygget af mange lag af lava.

/ritzau/