Prodemokrater står til jordskredssejr ved valg i Hongkong

Prodemokratiske kræfter får massiv opbakning ved søndagens distriktsvalg i Hongkong i det, der beskrives som en jordskredssejr.

Ifølge BBC viser de foreløbige resultater, at omkring 278 af de i alt 452 pladser i Hongkongs 18 lokale distriktsråd går til de prodemokratiske kræfter.

Kandidater, der er loyale over for det kinesiske styre, står til 42 pladser. Det skriver det britiske medie tidligt mandag morgen, hvor der endnu er usikkerhed om den endelige fordeling af pladser og resultaterne.

Tidligere var alle 18 råd under kontrol af kandidater, som støtter det kinesiske styre.

De foreløbige resultater kan ses som et tegn på, at Hongkongs vælgere i høj grad står bag den protestbevægelse, der har præget byen i de seneste fem måneder, skriver nyhedsbureauet dpa.

Valgdeltagelsen har været rekordhøj, særligt i de distrikter, der har været præget af demonstrationer. 71,2 procent af Hongkongs vælgere har stemt, viser tal fra valgkommissionen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er omkring dobbelt så mange som ved det seneste valg til de lokale distriktsråd for fire år siden. Her stemte 1,47 millioner vælgere, mens tallet søndag var oppe på knap 2,9 millioner en time inden lukketid.

– Den høje valgdeltagelse afspejler helt bestemt Hongkong-indbyggernes håb om reelle direkte valg, siger en vælger, den 30-årige Tsz ifølge Reuters.

Hongkong har været præget af til tider voldsomme demonstrationer i de seneste fem måneder. Men i løbet af valgdagen var der roligt i gaderne.

– Jeg håber, at denne stabilitet og ro ikke kun gælder for dagens valg, men at den også viser, at alle ønsker, at Hongkong ikke ryger ud i en kaotisk situation igen, sagde Hongkongs regeringsleder, Carrie Lam, da hun afgav sin stemme.

Hun lovede, at hendes regering fremover vil lytte mere til de synspunkter, der kommer fra distriktsrådene.

Normalt er der ikke stort fokus på distriktsvalget i Hongkong. Tidligere er der hovedsageligt blevet valgt kandidater, der bakker op om den kinesisk støttede regering i Hongkong.

Distriktsrådene beskæftiger sig med hverdagsopgaver såsom indsamling af skrald og byplanlægning.

Prodemokratiske kandidater håber at et godt valgresultat kan sende et tydeligt budskab til Carrie Lam og hendes regering.

Flere vælgere giver udtryk for, at lokalvalget for første gang har fået en betydning for dem.

– Ved sidste valg var der kun pro-kinesiske kandidater i vores distrikt. Denne gang var der også en demokratisk kandidat. Noget har ændret sig, siger en 26-årig unavngiven vælger til dpa.

/ritzau/