FN: Niveauet af drivhusgasser var rekordhøjt i 2018

Niveauet af drivhusgasser i atmosfæren nåede i 2018 ny rekord, viser FN-rapport.

Rapporten fra Verdens Meteorologiske Organisation, WMO, i Genève, siger, at menneskehedens fremtidige velfærd er på spil. Fremtidige generationer kommer til at lide under højere temperaturer, vandmangel og stigende vandstand, advarer FN.

– Koncentrationerne af CO2, der forårsager global opvarmning, nåede i 2018 en rekordhøjde på 407.8 dele per million. Det er den højeste koncentration i flere millioner år, siger WMO.

– Der er ingen tegn på, at udviklingen går langsommere – endsige at niveauet sænkes, når det gælder koncentrationen af drivhusgasser trods alle de løfter og forpligtelser, som indgår i Parisaftalen, siger Petteri Taalas, som leder WMO.

Koncentrationen var i 2017 på 405.5 dele per million. De globale gennemsnitskoncentrationer af CO2 nåede op på 403,3 dele per million i 2016, hvor den var på 400,00 ppm året før.

Stigningen i 2018 til 407.8 dele per million er en stigning på lidt over det årlige gennemsnit gennem det seneste årti.

Koncentrationerne af de to andre vigtigste drivhusgasser, metan og nitrogenoxid var også steget til rekordhøjder i 2018, viser rapporten.

FN har mange gange advaret om, at det er nødvendigt med drastisk handling, hvis de fastsatte mål i Paris-klimaaftalen skal nås.

/ritzau/AFP