Delvis tilståelse i sag om 39 døde migranter i lastbil

Den nordirske mand, der er sigtet for manddrab i forbindelse med 39 vietnameseres død i en lastbil tidligere i år, har erkendt at have bidraget til ulovlig immigration og have anskaffet sig ulovligt materiel.

Det skriver Reuters.

Manden, der er 25 år gammel, har ikke erkendt 41 andre anklager. Blandt disse 39 tilfælde af manddrab.

De vietnamesiske ofre var 31 mænd og otte kvinder. De blev fundet 23. oktober i en lastbils kølecontainer i Grays i Essex ikke langt fra et havneanlæg på floden Themsen. De var døde af kulde og kvælning.

Den 22. november blev den 25-årige anholdt. 10 personer er anholdt i forbindelse med sagen i Vietnam.

Vietnams premierminister, Nguyen Xuan Phuc, har tidligere kondoleret familierne til de døde. Samtidig har de vietnamesiske myndigheder optrappet bekæmpelsen af menneskesmugling.

Nguyen Xuan Phuc har i en udtalelse sagt, at dødsfaldene har forårsaget “uendelig smerte” hos de pårørende og hos vietnamesere i hele verden.

/ritzau/