Tidligere CIA-agent får 19 års fængsel for at spionere for Kina

En tidligere amerikansk CIA-agent er fredag blevet idømt 19 års fængsel ved en domstol i Virginia. Det sker, efter at han i maj erklærede sig skyldig i at have spioneret for Kina.

Det oplyser føderale anklagere.

55-årige Jerry Chuan Shing Lee forlod den amerikanske efterretningstjeneste i 2007 og flyttede til Hongkong.

Nogle år senere, i 2010, blev han kontaktet af to kinesiske efterretningsofficerer. De tilbød at betale ham 100.000 dollar og tage sig af ham “resten af livet” for oplysninger, han havde anskaffet sig som CIA-officer.

Herefter blev hundredtusindvis af dollar sat ind på Lees personlige bankkonto mellem 2010 og 2013 i bytte for hans tjenester.

/ritzau/Reuters