Bolivias senat tager skridt mod valg efter Morales afgang

Bolivias senat har lørdag vedtaget en lov, der åbner for, at der kan holdes valg i det kriseramte land.

Loven – der ikke er endeligt vedtaget – annullerer også det omstridte resultat af valget den 20. oktober.

Den forbyder også en kandidat at opstille, hvis vedkommende har siddet i præsidentembedet i de seneste to perioder.

Det udelukker landets nyligt afsatte præsident, Evo Morales, fra at stille op.

Nu skal loven sendes videre til det bolivianske underhus for at blive vedtaget dér. Hvis det sker, skal landets midlertidige præsident, Jeanine Añez, underskrive loven, inden den kan træde i kraft.

Et nyt valg ses som helt afgørende, hvis Bolivia skal ud af sin alvorlige krise.

Ved præsidentvalget den 20. oktober vandt Morales ifølge officielle tal valget, men Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) rapporterede om uregelmæssigheder.

Det fik demonstranter til at indtage Bolivias gader i store tal. Mindst 32 mennesker er dræbt i sammenstød med sikkerhedsstyrkerne siden valget.

I La Paz og andre byer har der været meldinger om alvorlig mangel på mad og andre nødvendigheder, fordi Morales-tilhængere blokerer for leverancer.

Lørdag aften dansk tid skal den midlertidige præsident mødes med repræsentanter for demonstranter i El Alto og andre dele af Bolivia, hvor blokader har betydet, at der ikke kan leveres mad og brændstof til byerne.

Det midlertidige styres håb er at “indgå aftaler om at skabe ro i landet”, siger transportminister Yerko Nunez.

Det er uklart, hvad demonstranterne vil kræve af regeringen til gengæld for at indstille blokaderne.

/ritzau/AFP