Bloomberg bruger rekordstort beløb på politiske tv-reklamer

Tidligere borgmester i New York Michael Bloomberg har planer om at bruge svimlende 33 millioner dollar på en uges tv-reklamer forud for hans forventede kamp om at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Reklamerne er planlagt til at blive vist på nationalt og lokalt tv i 99 byer på tværs af USA fra 23. november til 3. december. Det viser tal fra Advertising Analytics, skriver New York Post.

Ingen andre kandidater har brugt så mange penge på tv-reklamer på en uge.

– Kun Tom Steyer har brugt mere på tv-reklamer. Han er oppe på 38 millioner dollar. Men han har også kørt sine reklamer siden juli, siger analytiker ved Advertising Analytics Ben Taber til New York Post.

Den 62-årige finansmand og milliardær Tom Steyer fra New York meddelte i begyndelsen af juli, at han ønsker at blive Demokraternes præsidentkandidat ved valget i 2020.

– Warren og Sanders er de to næststørste annoncører, og de ligger begge under otte millioner dollar hver, siger Ben Taber med henvisning til Massachusetts-senatoren Elizabeth Warren og senator Bernie Sanders fra Vermont.

– Så på en enkelt uge har Bloomberg altså lige overhalet hele feltet med adskillige længder, tilføjer han.

/ritzau/