Spansk højreparti er mere end fordoblet ved valg

Spaniens splittede parlament ser ikke umiddelbart ud til at være blevet mindre fragmenteret efter søndagens valg.

Det viser det foreløbige valgresultat fra det spanske indenrigsministerium, efter at 99,9 procent af stemmerne er talt op. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Det socialdemokratiske PSOE med den fungerende premierminister, Pedro Sanchez, i spidsen bliver det største parti med 120 af de 350 pladser i landets parlament.

Det konservative Partido Popular (PP) får 87 mandater, viser optællingen indtil videre. Det er en fremgang fra de 66 mandater, partiet havde hidtil.

Med det næsten færdige resultat tegner der sig ikke noget klart flertal for nogen af partierne eller blokkene ved det spanske parlamentsvalg søndag.

Der er 350 pladser i parlamentets underhus, så der skal 176 mandater til at have flertal.

Sanchez siger i en tale på valgaftenen, at hans mål er at danne en stabil og “progressiv” regering. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han vil mandag begynde at ringe rundt til de andre partiledere – “undtagen dem, der prædiker had” – så landet kan komme ud af den politiske hårdknude, det har befundet sig i gennem mere end et halvt år.

Det indvandringskritiske højreparti Vox stormer frem og får 52 pladser i parlamentet. Dermed har det kun seks år gamle parti mere end fordoblet sine mandater.

For blot 11 måneder siden var partiet ikke repræsenteret i regionale, nationale og europæiske parlamenter, påpeger partileder Santiago i en tale på valgaftenen.

– Nu er vi Spaniens tredjestørste politiske kraft, siger han.

I Spanien har man hidtil ikke oplevet den fremgang for højrenationalistiske partier, som andre lande i Europa har set i de seneste år.

Men vrede over det politiske dødvande, som landet befinder sig i, og den separatisme, der kommer tydeligt til udtryk i Catalonien, ser ud til at have styrket vælgeropbakningen til Vox, skriver nyhedsbureauet Reuters.

– Jeg er meget begejstret over, at der er en genkomst af værdier i Spanien, og dette parti er i mine øjne de eneste, der forsvarer dem, siger den 68-årige pensionist Maria Dolores Cuevas.

En anden vælger, den 64-årige pensionerede historielærer Esperanza de Antonio, betegner højrefløjspartiet som en fare for demokratiet.

– Det siger jeg, fordi jeg har undervist i fascisme i 30 år, sagde hun tidligere på dagen, da Reuters talte med hende ved et valgsted.

Centrum-højrepartiet Ciudadanos ser ud til at måtte nøjes med ti mandater, viser den foreløbige optælling. Det er en markant tilbagegang i forhold til de 57 pladser, partiet fik ved valget for godt et halvt år siden.

Det venstreorienterede Unidas Podemos, der tidligere var støtteparti for PSOE, står ifølge prognosen til en tilbagegang fra 42 pladser i parlamentet til 26.

Det er anden gang i år og fjerde gang på fire år, at spanierne bliver bedt om at gå til stemmeurnerne og vælge et nyt parlament.

Siden valget i april har den fungerende spanske premierminister, Pedro Sanchez fra PSOE, forgæves forsøgt at danne en regering med støtte fra Unidas Podemos.

Partiets leder, Pablo Iglesias, erklærer sig parat til at tale med Sanchez “i morgen”, siger han i en tale søndag aften.

Det vil dog blive nødvendigt for Sanchez at samle flere mandater, hvis Spanien skal undgå at holde valg i utide igen.

/ritzau/Reuters