Siddende præsident vinder første valgrunde i Rumænien

Rumæniens siddende, proeuropæiske præsident, Klaus Iohannis, vinder klart ved søndagens præsidentvalg, men må ud i en anden valgrunde.

Det viser de officielle resultater med stemmer optalt fra 90 procent af stemmestederne.

Dermed skal Iohannis efter alt at dømme møde den socialdemokratiske leder fra partiet PSD, Viorica Dancila, i anden og afgørende valgrunde om to uger.

De foreløbige resultater viser, at Iohannis har fået opbakning fra 36 procent af vælgerne, mens Dancila står til 24 procent.

Iohannis har erklæret sin sejr foran jublende støtter.

– Vi har slået socialdemokraterne, siger Iohannis ifølge AFP.

– Men krigen er ikke ovre. Vi er nødt til at tage endnu et skridt fremad om to uger.

Anden valgrunde finder sted 24. november.

Her ventes Iohannis at stå stærkt, da mange stemmer fra kandidater, som ikke nåede anden valgrunde, ifølge analytikere ventes at gå til præsidenten.

Regeringer under ledelse af PSD har i løbet af de seneste år tilbagerullet tiltag mod korruption, hvilket har medført kritik fra EU.

Klaus Iohannis blev præsident for fem år siden og har i den periode modarbejdet PSD’s bestræbelser på at gennemføre reformer i retssystemet og begrænse domstolenes uafhængighed.

Hvis han bliver genvalgt som præsident, kan Iohannis ikke blot nominere en premierminister og nedlægge veto mod love vedtaget i parlamentet.

Han kan også udpege chefanklagere, der vil bekæmpe korruption.

Iohannis stod ifølge de seneste meningsmålinger op til valget til at få helt op mod 47 procents opbakning. Men så godt gik det altså ikke i første valgrunde.

Det kan blandt andet hænge sammen med, at ikke færre end 13 kandidater udfordrede ham ved søndagens valg.

Valgets nummer tre, som ikke går videre, er ifølge valgstedsmålingerne Dan Barna, der leder midterpartiet Red Rumænien. Han fik omkring 13 procents opbakning.

Valgdeltagelsen ser ikke ud til at nå op på samme niveau som for fem år siden. Således anslås den at ramme 48 procent, mens den ved det seneste præsidentvalg var 52 procent.

I alt har omkring 650.000 rumænske vælgere, der bor i udlandet, stemt ved valget.

Derudover har flere vælgere i byerne været en tur i valglokalerne end vælgerne på landet, viste tallene først på eftermiddagen.

Lidt over 18 millioner rumænere er stemmeberettigede.

/ritzau/AFP