Boris Johnson vil have nyvalg i december

Den britiske premierminister, Boris Johnson, vil give medlemmerne af Underhuset mere tid til at debattere brexit-aftalen. Men kun hvis de accepterer at holde valg 12. december.

Det siger han ifølge BBC.

– Hvis de virkelig vil have mere tid til at studere denne fortrinlige plan, kan de få det, men de skal gå med til at holde valg 12. december. Det er vejen frem, siger Boris Johnson.

De britiske politikere kan mandag stemme om, hvorvidt de vil have et parlamentsvalg, siger Underhusets konservative leder, Jacob Rees-Mogg.

Boris Johnson mødtes torsdag med sit kabinet for at drøfte regeringens næste skridt, oplyste premierministerens talskvinde til nyhedsbureauet Reuters.

Premierministeren kan ikke udskrive valg, uden at Underhuset først har godkendt det, skriver Reuters. To tredjedele af medlemmerne skal stemme for forslaget.

Oppositionspartiet Labour har allerede afvist hans valgønsker to gange.

Men torsdag siger Johnson, at det vil være “moralsk utroværdigt” af Labour at blive ved med at afvise et valg.

Han har derfor skrevet et brev til Labour-leder Jeremy Corbyn for at bede ham bakke op om et valg den 12. december.

Johnson tilbyder, at parlamentet kan få tid indtil 6. november til at vedtage den lovgivning, der er nødvendig for at få regeringens skilsmisseaftale med EU på plads.

Premierministeren siger desuden, at han anser det for sandsynligt, at EU vil give briterne en forlænget frist til 31. januar til at få skilsmisseaftalen vedtaget.

Han tilføjer, at han selv foretrækker en kortere forlængelse til 15. eller 30. november, skriver Reuters.

/ritzau/