Prognose: Østrigs konservative står til klar sejr

Ved Østrigs parlamentsvalg har det konservative folkeparti (ÖVP), som ledes af den 33-årige Sebastian Kurz, en klar føring.

Det skriver nyhedsbureauet APA ifølge Reuters.

Det højreorienterede Frihedsparti (FPÖ) står til en tilbagegang på ti procentpoint, efter at det blev rystet af en skandale, som førte til et sammenbrud i en koalition med de konservative.

Tallene er baseret på en delvis optælling af stemmerne.

Kurz var kansler i den regering, der faldt fra hinanden i maj på grund af en skandale hos koalitionspartneren i FPÖ.

Skandalen sendte Østrig ud i en af de største politiske kriser i nyere tid og gjorde Kurz til den kansler, der havde siddet kortest tid i Østrig siden 1945.

/ritzau/