Macron håber på møde mellem Trump og Irans præsident

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger ved afslutningen på et G7-topmøde i den franske badeby Biarritz, at han håber på et snarligt møde mellem præsident Donald Trump og Irans præsident, Hassan Rouhani.
Macron siger samtidig, at der var mange spændinger forud for topmødet, men at der fra drøftelserne er kommet en meddelelse ud om et mere samlet G7.

G7 er en organisation bestående af verdens syv “mest udviklede” økonomier. Med er USA, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Japan og Canada.
Ved et fælles pressemøde med Macron takkede USA’s præsident den franske leder for et “storartet værtskab” ved topmødet, og han siger, at der er opnået vigtige resultater.
Macron fastslår, at han har talt med Irans præsident og meddelt ham, at hvis han møder Trump, vil der kunne indgås en aftale.

– Vi har udarbejdet en form for køreplan ved G7-topmødet, og vi har skabt betingelserne for enighed, siger Macron.

Trump bekræfter, at han vil mødes med den iranske præsident “under de rette omstændigheder”.
Trump tilføjer, at han har “en god følelse omkring Iran”.
Den amerikanske præsident siger til spørgsmål om Kina, at landet nu er parat til at indlede reelle forhandlinger, efter at USA har modtaget “to meget gode telefonopkald fra Beijing”.

– Vi indleder meget seriøse forhandlinger, siger Trump, som tror på en aftale med kineserne, siger han og pointerer, at Kina ikke rigtigt har noget valg i forbindelse med handelskrigen med USA.
– Kinas præsident, Xi Jinping, er en stor leder, som ikke vil kunne se på, at tre millioner job eller mere går tabt på kort tid, da det ville ødelægge det kinesiske handelssystem, siger Trump.

Trump afviste at sige noget om, hvorvidt han har talt direkte med præsident Xi Jinping.
På den anden del af pressemødet, hvor Trump var alene med den internationale presse, sagde han, at det næste G7-topmøde i 2020 formentlig vil finde sted på hans private luksus-golfcenter nær Miami.

Trump siger, at der endnu ikke er truffet en beslutning. Han siger, at han ikke ville tjene penge på at holde et G7-topmøde på sin ejendom, Trump National Doral.

/ritzau/Reuters