OVERBLIK: Særlig paragraf har sikret Kashmir selvbestemmelse

De seneste dage har budt på stigende uro mellem Pakistan og Indien.

Årsagen er en langvarig konflikt om den omstridte Kashmir-region, der ligger i den vestlige del af Himalaya-bjergkæden.
Pakistan og Indien har været i krig tre gange, siden de i 1947 gik fra at være britiske kolonier til at være selvstændige. To af krigene har været udløst af striden om Kashmir, som begge lande gør krav på.

Konflikten er blusset op igen – særligt siden mandag, da Indien meddelte, at det skrotter en paragraf i forfatningen, der giver Kashmir særstatus.
Herunder kan du blive klogere på artikel 370 i Indiens forfatning:

* Den omstridte indiske delstat Kashmir (formelt Jammu & Kashmir) har hidtil i medfør af artikel 370 i Indiens forfatning haft en særlig status.

* Delstaten består af tre områder: Jammu, Kashmir (som har muslimsk majoritet) og den buddhistiske enklave Ladakh, der ligger højt oppe i Himalaya-bjergene.

* Artikel 370 har indtil nu garanteret Jammu & Kashmir egen forfatning og selvbestemmelse inden for alle områder undtagen forsvar, kommunikation og udenrigspolitik.
* Artikel 370 forbyder også indere uden for Kashmir at slå sig permanent ned i delstaten, at købe jord og få job i lokalregeringen, ligesom den sikrer studielegater til personer fra Kashmir.
* Alle disse bestemmelser bortfalder nu, hvor den indiske regering har varslet, at den lader artikel 370 udgå af forfatningen.

Kilde: Nyhedsbureauet AP.
/ritzau/