Trumps kandidat til ny FN-ambassadør er godkendt efter dødvande

Senatet godkender Kelly Craft som USA’s næste FN-ambassadør. Det er den amerikanske præsident, Donald Trump, der har nomineret hende til posten.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Dermed slutter en syv måneder lang periode, hvor USA ikke har haft udpeget en person på posten.
Craft er blevet godkendt på trods af Demokraternes bekymring for hendes manglende erfaring og potentielle interessekonflikter.
Craft, der på nuværende tidspunkt er ambassadør i Canada, har sammen med sin mand, Joe Craft, doneret millioner af dollar til republikanske politikeres valgkampagner.

Hun er den første større politiske sponsor, der betræder posten som FN-ambassadør for en amerikansk administration.
Joe Craft er direktør for en af de største kulproducenter i USA.
Senatet har godkendt Craft med 56 stemmer for og 34 imod, skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/