USA fordømmer voksende antisemitisme i Europa og Mellemøsten

I en tale til proisraelske lobbyorganisationer lover Mike Pompeo at bekæmpe den stigende antisemitisme i USA.

USA "fordømmer" den voksende antisemitisme i Mellemøsten, Europa og USA.

Det udtaler den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, på en konference for betydningsfulde proisraelske lobbyorganisationer natten til tirsdag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en tale til de fremmødte anklager Pompeo det britiske oppositionsparti Labour for at tolerere antisemitisme og kalder det en "national skamplet".

Udenrigsministeren siger, at Trump-administrationen gør alt, hvad den kan, for at modarbejde, at antisemitismen slår rod i USA.

– Trump-administration tager klart afstand fra den (antisemitisme red.) og vil bekæmpe den uden at tøve, siger Pompeo.

/ritzau/