OVERBLIK: Sagen mod kardinal George Pell

Vatikanets tidligere finansminister forgreb sig i 1996 på to drenge. Onsdag blev han idømt seks års fængsel.

Kardinal George Pell, der er et højtstående medlem af den katolske kirke, er onsdag blevet idømt seks års fængsel ved en domstol i Melbourne for seksuelle overgreb mod to kordrenge i Australien i 1996.

Selv nægter han alle anklager.

Bliv klogere på sagen her:

* Den australske kardinal George Pell er det mest højtstående medlem af den katolske kirke, som er blevet dømt for seksuelle overgreb. Han er tidligere finansminister i Vatikanet og rådgiver for paven.

* George Pell afviser alle anklager mod ham. Han har tidligere kaldt sagen for en "heksejagt" mod ham.

* Sagen begynder den 26. juli 2017 ved en domstol i den australske storby Melbourne.

* Den 11. december 2018 bliver Pell fundet skyldig i fem anklagepunkter om seksuelle overgreb mod to kordrenge i St Patricks Cathedral i Melbourne i 1996, da Pell var ærkebiskop i byen. Nævningene bruger to dage på at nå frem til en enstemmig afgørelse.

* Overgrebene skete, efter at Pell på fersk gerning tog de to drenge på 12 og 13 år i at drikke altervin.

* Dommen er indtil den 26. februar 2019 fritaget for offentliggørelse.

* Onsdag den 13. marts bliver George Pell idømt seks års fængsel ved en domstol i Melbourne.

* I Australien er der ingen forældelsesfrist i sager om seksuelt misbrug.

Kilder: The Australian, AAP og AFP.

/ritzau/