Nigerias præsident er genvalgt efter kaotisk valg

Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, får endnu en valgperiode, men opposition anerkender ikke valgresultatet.

Muhammadu Buhari, Nigerias siddende præsident, blev tidligt onsdag officielt erklæret for vinder af landets præsidentvalg.

Opgørelser fra de nigerianske valgmyndigheder viste allerede på valgaftenen, at Buhari ville blive genvalgt.

Den 76-årige Buhari, der var alvorligt syg i 2017, har med løfter om at bekæmpe korruption og udbrede velfærdsprogrammer for fattige og unge sikret sig fortsat popularitet.

Det officielle resultat viser, at Buhari sikrede sig 15,1 million stemmer mod 11,2 millioner til hans nærmeste udfordrer, forretningsmanden Atiku Abukudar, som er tidligere vicepræsident.

Men Nigerias opposition afviser at anerkende præsident Buharis genvalg.

– Det står klart, at der var klare og planlagte uregelmæssigheder i mange delstater, hvilket betyder, at de oplyste valgresultater må ophæves, siger Atiku i en erklæring, hvori han bebuder, at han officielt vil udfordre valgets resultat ved domstolene.

Både Abubakars parti, PDP, og Buharis parti, APC, har fremsat anklager om valgsvindel. I forbindelse med voldelige optrin under valgkampen og på valgdagen blev mindst 53 mennesker dræbt.

Omkring 84 millioner af Nigerias indbyggere havde mulighed for at stemme ved valget. I landets 36 delstater var der åbnet over 175.000 valglokaler.

Buhari blev valgt første gang i 2015, hvor han slog den siddende præsident Goodluck Jonathan. Han er muslim og har stor tilslutning i særligt de nordlige delstater, hvor det overvejende flertal af befolkningen er muslimer.

Nigeria er Afrikas mest folkerige land med omkring 190 millioner indbyggere og samtidig en af kontinentets fremadstormende økonomier – ikke mindst på grund af store olieforekomster.

Nigeria er præget af konflikter mellem kristne og muslimer og stor ustabilitet mod nord, hvor den militante islamistiske bevægelse Boko Haram har stået bag bombeangreb og kidnapninger.

Boko Haram har de seneste ni år dræbt tusindvis af mennesker i angreb i især Borno i det nordøstlige Nigeria.

Oprørsgruppen er også aktiv i nabolandene Tchad, Niger og Cameroun. Over to millioner mennesker er drevet på flugt, og mindst 27.000 mennesker er blevet dræbt.

/ritzau/Reuters