Selvudnævnt præsident samler 600.000 frivillige i Venezuela

Tusindvis af frivillige i Venezuela vil gå imod regeringens blokade af nødhjælp på vej ind i Venezuela.

Mindst 600.000 frivillige har meldt sig til at tage imod nødhjælp i Venezuela.

Det siger oppositionslederen Juan Guaidó, der har udråbt sig selv til præsident.

Han har sat et mål om at samle en million frivillige inden den 23. februar.

De skal konfrontere den venezuelanske regerings blokade af nødhjælp ved grænsen mellem Venezuela og Colombia.

Der er oplagret både mad og medicin nær grænsen til Venezuela, hvor også et amerikansk fly med nødhjælp lørdag har leveret yderligere nødhjælp.

Venezuelas siddende præsident, Nicolás Maduro, nægter at lade nødhjælpen komme ind i landet og har derfor beordret militæret til at blokere grænsen.

Maduro mener ikke, at Venezuela befinder sig i en humanitær krise. I stedet mener han, at der er tale om en "politisk forestilling", der skal give USA en undskyldning for at indlede en invasion i landet.

/ritzau/AFP