OVERBLIK: Her er de vigtigste pointer i Trumps årlige tale

Grænsemuren til Mexico og fredsaftalen i Afghanistan var højt på dagsordenen i Trumps State of the Union-tale.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, gav natten til onsdag dansk tid sin årsrapport om tilstanden i USA i den traditionelle State of the Union-tale.

Trump berørte både en række indenrigspolitiske og udenrigspolitiske emner i sin tale.

Centralt i talen var blandt andet budgetstriden og uenigheden om en grænsemur mod Mexico, der har medført en længere nedlukning af statsapparatet.

En midlertidig aftale har sat en stopper for nedlukningen og givet Trump og Kongressen indtil den 15. februar til at nå til enighed om et budget for 2019.

Her er et overblik over hovedpointerne i Trumps 82 minutter lange tale:

* Immigration:

– Kongressen har ti dage tilbage til at vedtage et budget, der finansierer statsapparatet, beskytter vores fædreland og sikrer vores meget udsatte grænse mod syd.

– Min administration har givet Kongressen et fornuftigt forslag, som kan ende krisen ved den sydlige grænse.

– Der er tale om er en smart, strategisk og gennemsigtig stålbarriere, ikke bare en simpel betonmur. Den vil blive opført i de områder ved grænsen, som grænsepatruljerne mener har størst behov for det.

* Rusland-undersøgelsen:

– Der er et økonomisk mirakel i gang i USA. Det eneste, der skal stoppe det, er tåbelige krige, politik og partipolitiske undersøgelser.

* Handel:

– For at skabe en fantastisk økonomisk succes, er en ting altafgørende – at vende årtiers katastrofale handelspolitikker.

Trump opfordrede i sin tale Kongressen til at stemme for et lovforslag, der skal styrke USAs position i handelsstriden med blandt andet Kina.

– Så hvis et andet land pålægger uretfærdige toldstigninger på amerikanske produkter, vil vi kunne pålægge dem præcis de samme toldstigninger på de produkter, som de vil sælge til os.

* Udenrigspolitik:

– I Afghanistan holder min administration konstruktive samtaler med en række afghanske grupper, herunder Taliban. I takt med, at vi gør fremskridt i disse forhandlinger, vil vi være i stand til at reducere vores soldaters tilstedeværelse og fokusere på at bekæmpe terrorisme, og det vil vi i høj grad gøre.

– Vi ved ikke, hvorvidt vi vil nå frem til en aftale, men vi ved, at efter to årtier med krig, så er tiden kommet til i det mindste at prøve at opnå fred. Modparten ønsker det samme. Tiden er kommet.

/ritzau/