USAs centralbank holder renten i ro

Helt som ventet har den amerikanske centralbank besluttet at holde den toneangivende rente i ro.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har på et møde onsdag besluttet, at der ikke bliver pillet ved den toneangivende rente.

Det skriver flere udenlandske nyhedsbureauer onsdag aften.

Dermed fastholdes renten på spændet 2,25-2,50 procent.

Centralbanken har udsendt en pressemeddelelse, hvor man begrunder beslutningen, der ikke kommer bag på danske iagttagere.

– Den amerikanske centralbank siger også eksplicit, at den på grund af markedsuroen, de dårligere nøgletal fra resten af verden og det afdæmpede inflationspres har mulighed for at være tålmodig, før der kommer en ny renteforhøjelse, siger senioranalytiker Mikael Olai Milhøj fra Danske Bank i en skriftlig kommentar.

Danske Banks analytiker forventer dog, at centralbanken vil forhøje renten i det kommende år.

– Amerikansk økonomi ser stadig robust ud, og risikolysten blandt investorerne er kommet tilbage efter en sløj afslutning på 2018.

Blandt 106 økonomer var der ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News kun en, som havde ventet en renteforhøjelse, og en der havde spået en rentesænkning.

Alle andre regnede med en uændret rente, skriver Ritzau Finans.

Frederik Engholm, der er chefstrateg ved Nykredit, studser da også mest over bankens signaler om fremtiden.

– Det afgørende for centralbanken var at få fastslået budskabet om, at den fremadrettet vil være varsom med rentestigningerne, siger han i en skriftlig kommentar.

Federal Reserve hævede renten fire gange i 2018, senest lige før jul, og banken har samlet set hævet sin rente ni gange, siden den indledte den nuværende stramningscyklus i december 2015.

Investorerne på det amerikanske aktiemarked reagerer relativt roligt på nyhederne fra centralbanken.

De tre store indeks, Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq, stiger alle med mellem 0,5-1 procent.

/ritzau/