Sangeren James Ingram er død – blev 66 år

Den amerikanske sanger og dobbelte Grammy-vinder James Ingram er død, skriver flere medier.

Den amerikanske R&B-sanger James Ingram er død, 66 år. Det fortæller en række venner og kolleger til medier som CNN og nyhedsbureauet AFP.

Ingrams kollega og mangeårige ven, skuespillerinde og sangerinde Debbie Allen, har bekræftet Ingrams død over for CNN. På Twitter skriver Debbie Allen desuden, at hun har "mistet sin bedste ven og kreative partner".

Ingram gjorde sig blandt andet bemærket i 1980erne. Han blev nomineret til en Grammy 14 gange. To gange vandt han. To Golden Globes og to Oscars har han også været nomineret til.

James Ingram voksede op i delstaten Ohio og startede ud med bandet Revelation Funk. Senere spillede han på keyboard, da Ray Charles rykkede ved soul-genrens grænser.

Det dog først på sangene "Just Once" og "One Hundred Ways", at James Ingram selv blev frontmand.

Sammen med musiklegenden Quincy Jones skrev Ingram Michael Jackson-hittet "P.Y.T. (Pretty Young Thing)".

På Twitter skriver Jones, at musikbranchen har mistet en magisk personlighed.

– Der er ingen ord for, hvor meget mit hjerte smerter, skriver Jones.

– Med sin soul-fyldte whisky-stemme var James simpelthen magisk. Han var og vil altid være uden sammenligning.

Dødsårsagen kendes ikke.

/ritzau/