Japans leder vil mødes med Nordkoreas leder Kim Jong-un

Japans premierminister, Shinzo Abe, vil genoprette diplomatiske forbindelser mellem de to lande.

Japans premierminister, Shinzo Abe, siger, at tiden nu er inde til, at han kan mødes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Abe lægger op til en ny kurs, hvor han vil genoprette diplomatiske forbindelse mellem de to lande. Det skriver AFP.

Jeg vil handle resolut og udnytte enhver mulighed for at udrydde gensidig mistro, siger Abe.

– Jeg vil personlig stå ansigt til ansigt med formand Kim Jong-un for at bidrage til en løsning på striden om Nordkoreas atom- og missilprogram og om bortførelsessagerne.

Abe, som mandag talte om Nordkorea i Japans nationalforsamling, har ikke angivet nogen tidsplan for et muligt møde med den nordkoreanske leder.

Han har fremsat udtalelsen, der markerer en ny udenrigspolitik over for Nordkorea, på et tidspunkt, hvor Kim forbereder endnu et topmøde med USAs præsident, Donald Trump.

Mødet ventes at finde sted sidst i februar.

– Mit mål er at normalisere de diplomatiske relationer ved at gøre op med fortiden, siger Abe i udtalelser, der står i stærk kontrast til erklæringer for et år siden, hvor han svor, at han "ville tvinge Nordkorea til at ændre politik".

Abe har længe forsøgt at finde en løsning på en strid om Nordkoreas bortførelser af japanske statsborgere under den kolde krig. Japanerne skulle trænes op til at være spioner.

I 2002 frigav Nordkorea fem overlevende. Otte andre bortførte japanere er meldt døde.

Det menes, at 18 japanske statsborgere blev bortført af Nordkorea i 1970erne og 1980erne. I 2002 vendte fem af dem tilbage til Japan efter mere end 20 år. Japan har tidligere krævet, at Nordkorea redegør for, hvad der skete med de bortførte japanere.

De nordkoreanske myndigheder har ikke kommenteret den japanske regeringsleders udtalelser om forholdet til Nordkorea.

Abe har tidligere forholdt sig skeptisk over for tøbruddet i det anspændte forhold mellem Nordkorea og dets fjender. Han har således sagt, at "dialog med Nordkorea for dialogens skyld er meningsløst".

Shinzo Abe vil ligesom Trump have Nordkorea til at afruste regimets atomprogram.

/ritzau/AFP