22-01-2013 Dagens navne

50 år
Tirsdag den 22. januar fylder Tina Glud, Kornblomstvej 4 i Nexø, 50 år.
Se foto

60 år
Bjarne Madsen besatte i 2011 det første professorat på en bornholmsk institution, Center for Regional- og Turismeforskning. I morgen, onsdag 23. januar, fylder han 60 år.
Bjarne Madsen, som er professor i regionaløkonomi, er én af Danmarks førende modeløkonomer med speciale i udvikling og anvendelse af lokal- og regionaløkonomiske data og modeller. Med ham i spidsen og danske udkantsområder som omdrejningspunkt arbejder centret med forskning og udvikling indenfor regionaløkonomi, turisme og oplevelsesøkonomi samt regional udvikling.
Bjarne Madsen er dr.scient. i geografi og regionaløkonomi fra Københavns Universitet samt cand.oecon. fra Århus Universitet. Han har opstillet nationalregnskaber for kommuner, beregnet konsekvenser af nye arbejdspladser for kommunekassen, set på hvad der sker, når Bornholm får flere færgeafgange og bedre flyforbindelser, og hvad der får ældre til at flytte til øen. På det seneste har Bjarne Madsen arbejdet med attraktionspolitik og udført analyser af befolkningsudviklingen i europæiske regioner.
Arbejdslivet deler Bjarne Madsen mellem CRT’s rolige omgivelser på Bornholm og centrets afdeling midt i hovedstaden. Han bor i København sammen med Dorthe tæt på sine tre børn og fire børnebørn. Fritiden bruges på saxofonspil, løb og familien.
Se foto