15-02-2013 Dagens navne

60 år
Kunsthåndværkeren og møbelarkitekten Tyge Axel Holm, Søndre Lyngvej 23, Årsballe, der i dag fylder 60 år, er i den brede offentlighed bedst kendt for sit store og spektakulære konferencebord »Naturens parlament«, der med 25 tilhørende stole var en del af møblementet ved klimatopmødet i Bella Centret i 2009.
Men fødselaren havde allerede i mange år været regnet blandt landets fornemste på sit felt, da han omkring årtusindskiftet flyttede til Bornholm, hvor han slog sig ned på et husmandssted ved Rø Plantage med 600 hektar skov »i baghaven«.
Tyge Axel Holm er uddannet fra Skolen for Brugskunst 1972-76. I 1980 grundlagde han sin egen design- og kunsthåndværkervirksomhed og debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1983. Siden har han deltaget i mange gruppeudstillinger for kunsthåndværk, ligesom han har udstillet separat på Kunstindustrimuseet.
Tyge Axel Holm har modtaget mange priser for sit arbejde med træ – blandt andet Kunsthåndværkerprisen af 1879 i bronze i 1983 og i sølv to år senere. Han har solgt værker til Statens Kunstfond og til Kunstindustrimuseet – samt til flere kunstforeninger.
Han har desuden fået en del legater, blandt andet Statens Kunstfond, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, Dansk Møbelindustris Fond og Ole Haslunds Kunstnerfond. Fra 1994 til 98 var han formand for Danske Kunsthåndværkere.
Spændvidden i hans produkter er stor. Fra unika møbler, smykker, skåle m.v. i den mere eksklusive ende og mindre serier i den anden. Dertil kommer designopgaver af møbler og inventar samt undervisning og konsulentopgaver.
Et smukt og imponerende udsnit af hans virksomhed fik man her på øen i 2008, hvor han på en separatudstilling – »Naturens Parlament« på Bornholms Kunstmuseum bl. a. præsenterede konferencebordet af samme navn.
Også på Bornholm har kunsthåndværket nydt godt af Tyge Axel Holm kompetencer ved siden af hans indsats som udøvende. Bl. a. var han i adskillige år medlem af bestyrelsen for Glas- og Keramikskolen i Nexø, hvor han flere gange udtrykte bekymring for håndværkets fremtid på bekostning af teori.
Selv kan Tyge Axel Holm betegnes som en billedhugger i træ, for hvem kunsthåndværk er unika og følgelig ikke noget, som danskere kan producere f.eks. i Indien. Sådanne ting er design. Kunsthåndværket skal laves af personen selv. Ingen andre.
Se foto

60 år
Ruth Køhlert, Skovvej 2 i Østerlars fylder 60 år søndag den 17. februar 2013.

Kunsthåndværkeren og møbelarkitekten Tyge Axel Holm er her fotograferet i 2009 med stole, der skulle bruges til klimatopmødet i København. Foto: Jens-Erik Larsen

Køb dagens avis som e-paper fra kl. 14.00 – Klik her