Arkivfoto: Berit Hvassum

Politiet har udstedt én bøde i hele påsken

Det har været en rolig påske for politiet på Bornholm. Det gode vejr har givet anledning til at mange mennesker har kunnet færdes ude, men politiet har ikke haft nogle synderlige problemer med at folk har samledes i for store grupper, fortæller Eva Bundegaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Bornholms Politi. Der har kun været enkelte tilfælde, hvor politiet har måttet komme forbi.

– Generelt er det gået rigtig fint på øen. Vi har været ude til nogle enkelte erhvervsdrivende blandt caféer og kiosker, der skulle have hjælp til det med, at der ikke må være borde og stole, som gæster kan sidde på. Det har folk forstået og rettet sig efter, siger Eva Bundegaard.

Kun en enkelt bøde er blevet udstedt i den forbindelse. Det var til en kioskejer, der flere gange havde fået at vide af politiet, der havde været forbi, at der ikke måtte sidde gæster uden for.

– Men ellers har det ikke været nødvendigt at bortvise folk fra steder. Det er noget, vi har kunnet klare med dialog, fortæller Eva Bundegaard.

Derudover kan hun berette, at to svenske cykelturister blev sendt retur med færgen i weekenden, fordi de ikke kunne bevise, at de havde noget anerkendelsesværdigt formål på øen. Svenskerne ankom til Rønne Havn lørdag aften, men kunne ikke blive sendt tilbage med samme færge, da de kom med dagens sidste afgang. Derfor fik de lov til at tage til deres overnatningssted og overnatte, men skulle så af sted hjem igen med færgen dagen efter.