Brexit sætter hans drøm på standby

Peter Arent bor i dag i Guilford, cirka 35 kilometer fra London centrum, men er oprindeligt, som han selv udtrykker det, svanekedreng. Han forlod i første omgang Bornholm, da han var cirka 30 år, men vendte tilbage efter cirka 10 år på Sjælland. I dag er han 48 år.

Han har boet fast i den engelske universitetsby siden den 1. juli, men havde indtil da i cirka tre år ugentligt pendlet frem og tilbage mellem Danmark og arbejdspladsen i Guilford, hvor han arbejdede med misbrugsbehandling.

– Men det er lidt træls i længden at sidde på et hotelværelse helt alene og kigge ud ad vinduet. Det regner meget herovre, konstaterer han med en lille latter i telefonen fra England.

Han blev i maj måned tilbudt en fast stilling som misbrugsbehandler igennem det engelske sygehusvæsen National Health Service, NHS, som havde udliciteret nogle opgaver i forbindelse med behandling af misbrugere inden for diverse kategorier.

– Det var lidt et eventyr, der pludselig opstod, da jeg begyndte at arbejde i England, siger han.

– Jeg har tre store børn og var blevet skilt, så jeg havde ikke de store forpligtelser, og derfor var muligheden der. Jeg har også sammen med en engelsk kollega, som jeg gennem de tre år har arbejdet sammen med, en større plan med det. Vi vil gerne åbne et sted herovre, hvor vi kan hjælpe mennesker med ondt i sindet og misbrug.

Hvordan påvirker brexit dit liv?

– I starten tænkte jeg ikke så meget over det, men efterfølgende har jeg fundet ud af, at det egentlig har påvirket mig en del, ikke mindst i forhold til både min boligsituation og det at have en bil. Mit arbejde kræver, jeg har bil, fordi jeg er ude at besøge klienterne, og i starten tænkte jeg, at det ikke var noget problem. Jeg kunne finde en lille lejlighed og en bil, som ingenting koster herovre.

– Men det har jeg revurderet på grund af brexit, så nu lejer jeg en lejlighed og kommer til at privatlease en bil i stedet. Det har indvirkning på min økonomi, fordi det er dyrere end at købe. Men jeg gør det, fordi jeg tænker, at tingene kan blive alt for langhårede for os, der arbejder her, men ikke har engelsk statsborgerskab. Hvis det bliver helt tåbeligt og besværligt, kan jeg jo blive nødt til at tage hjem igen.

Det er for at gøre det lettere for dig selv eventuelt at returnere til Danmark?

– Ja, præcis.

Men ved du, om brexit kommer til at forstyrre din fremtidsplaner?

– Altså, det, der har påvirket mig mest, er, at du aldrig får det samme svar på et spørgsmål fra forskellige myndigheder. Tager jeg for eksempel op på den lokale kommune og spørger om noget, vil den pågældende sige, at måske forholder det sig sådan og sådan, men kommer jeg tilbage en uge efter og taler med den anden, får jeg et andet svar. De ved ikke, hvad der foregår. Jeg oplever en usikkerhed, som er tålelig, men ikke behagelig. Ingen ved noget.

Så det, du siger, er, at du og din kollega lige må klappe hesten, inden I eventuelt går i gang med at realisere jeres fremtidsplaner, fordi I ikke er sikre på, om du kan blive i landet?

– Ja. Og om tingene ændrer sig. Det er en ret stor beslutning at skulle investere i en virksomhed herovre, som kræver en stor ejendom, hvor folk skal kunne bo og leve. Det er ikke noget, man bare lige gør, og jeg er usikker på, hvordan bankerne vil reagere på, at jeg er fra Danmark og min kompagnon fra England. Så vi har sat det hele lidt på stand by.

Du er usikker på, om du overhovedet må eje noget i England?

– Præcis. Vi skal være to, måske tre, om vores projekt, og er jeg pludselig ude af ligningen, er det ikke sikkert, det stadig er interessant eller muligt at realisere det, siger Peter Arent.