Australien ransager hjem relateret til massakre i New Zealand

Australsk antiterrorpoliti ransager to adresser relateret til den mistænkte for skudmassakren i New Zealand.

Australiens antiterrorpoliti har foretaget to ransagninger i forbindelse med efterforskningen af fredagens skudmassakre ved to moskéer i New Zealand.

Det oplyser Australiens antiterrorpoliti og politiet i New South Wales i en fælles pressemeddelelse. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ransagningerne er foregået søndag aften dansk tid på to adresser i den australske delstat New South Wales. Der er tale om to hjem i kystbyerne Sandy Beach og Lawrence.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er de to adresser relateret til den 28-årige australier Brenton Tarrant, der er mistænkt for angrebet i New Zealand.

Han har tilbragt det meste af sit liv uden for Australiens grænser, men er vokset op i byen Grafton, som ligger tæt på Sandy Beach og Lawrence.

– Det primære formål med denne aktivitet er formelt at anskaffe materiale, som kan hjælpe New Zealands politi med den igangværende efterforskning, står der i meddelelsen.

Den mistænktes familie samarbejder med politiet, lyder det videre.

Skudmassakren blev begået fredag i den newzealandske by Christchurch. Her blev 50 personer dræbt og lige så mange såret.

Den mistænkte australier blev pågrebet i New Zealand umiddelbart efter angrebet.

Han publicerede et "manifest" før angrebet, hvor han betegner sig selv som en "almindelig hvid mand" inspireret af Norges massemorder Anders Behring Breivik.

Brenton Tarrant menes at have handlet på egen hånd. Tre andre personer blev anholdt efter angrebet. De er ikke længere mistænkte i sagen.

Australiens indenrigsminister, Peter Dutton, oplyser søndag aften dansk tid, at Brenton Tarrant blot har tilbragt 45 dage i Australien de seneste tre år.

Den 28-årige australier har ikke været registreret på nogen lister over personer, som det australske antiterror politi skulle holde øje med, oplyser Dutton.

Siden fredagens angreb er der blevet rejst kritik af det australske antiterror politi for ikke at have taget truslen fra den yderste højrefløj alvorligt. Indenrigsministeren afviser kritikken som "skandaløs".

/ritzau/