Syge asketræer bliver fjernet for sikkerhedens skyld

Som forbipasserende måske har bemærket, så er der i øjeblikket et arbejde i gang med at fjerne et større antal træer ved Stavehøl-vandfaldet mellem Gudhjem og Østerlars.

Det er Fugato, der står for arbejdet, og afdelingsleder for skovafdelingen Nikolaj Jørgensen fortæller, at der er tale om rettidig omhu:

– Arealet er privatejet, og det, vi er i gang med, er en almindelig skovning.

– Det kommer sig af, at der er en masse død ask i området, og nogle af træerne risikerer at vælte. Så det er sådan set for at sikre, at folk ikke får et træ i hovedet, at vi fjerner de syge asketræer.

– Nogle af træerne stod og hang ind over stien, og de var rigtig dårlige, forklarer han.