FOR ABONNENTER

Opfordring til politikerne: Mere spræl, og glem ikke landsbyerne

Omkring 130 bornholmere tilbragte torsdag aften i boligpolitikkens tegn i et lokale i Aakirkebyhallerne, og da der blev åbnet for spørgsmål, stod det hurtigt klart, at der blandt tilhørerne var en frygt for, at etagebyggerier i Rønne ville skygge for det gode liv på landet.

Særligt Vestermarie havde organiseret en solid lobby, og landsbyen blev under debatten gjort til symbol på modsætningen mellem land og by.

– I fokuserer på Rønne og de syv byer med bopælspligt. Det er, som om I tænker, at alle skal kigge ud på vandet. Men alle folk, der kommer ovrefra, vil da ikke kigge ud på vandet. Der er mange, som hellere vil kigge på skoven, forklarede Svend Aage Kristoffersen, Ældrerådet, fra Vestermarie nærmest poetisk.

Han blev bakket op af blandt andre Jens Oskar Pedersen (også Ældrerådet), der er tidligere rønnebo og nu bor i Snogebæk.

– Det har været utroligt givende at flytte til Snogebæk, bemærkede han og efterspurgte, at en fremadsynet erhvervspolitik blev tænkt ind i tilflytterindsatsen.

Anne Thomas, der selv er fra Vestermarie, forklarede, at der er i landsbyerne uden bopælspligt, findes mange eksisterende huse, som kan renoveres og derved frigøres. Men den generelle bevægelse mod byerne, der også drives frem af, at mange ældre bornholmere flytter til en mindre og mere praktisk bolig med flere muligheder inden for gåafstand, vil kræve, at broderparten af nybyggerierne skal ligge i de store byer.

– 800 ud af 1.200 boliger skal bygges i nye boligområder, hvis vi skal lykkes med at hente investorer. Vi ved, at 20 procent af dem, der flytter her til, vil bo uden for byerne, og det tal har været meget stabilt, forklarede viceborgmesteren.

Jørgen Hammer, formanden for Bornholmske Borgerforeningers Samvirke, der er en paraplyorganisation for de 28 bysamfund, anlagde en historisk vinkel på by/land-problematikken med medfølgende løsningsforslag.

Han opdelte Bornholms byer i to grupper: De ældste kystbyer med mange bevaringsværdige huse og byerne i Bornholms indre, som voksede frem med jernbanens ankomst i begyndelsen af 1900-tallet.

– I kystbyerne passer vi på bygningerne i lokalsamfundet. Inde på øen kan vi være mere eksperimenterende, og der kan man lave ting, som ikke kan lade sig gøre ved kysten, sagde Jørgen Hammer.

Anne Thomas forklarede, at der er i landsbyerne uden bopælspligt, er meget eksisterende byggeri, som kan renoveres og frigøres. Men den generelle bevægelse mod byerne, der drives frem af, at mange ældre bornholmere flytter til noget mere praktisk med muligheder inden for gåafstand, vil kræve, at nybyggerierne skal ligge i de store byer.

Ikke ”mere af det samme”

Aftenens første spontane klapsalve indtraf, da Morten Ziebel Serritzlev fra Brændesmark tog ordet.

– Som jeg hører de praktiske tovholdere, har de faktisk ikke snakket om andet end mere af det samme. Jeg savner fuldstændig de vilde visioner, sagde pensionisten Serritzlev, der var til borgermødet med sin hustru Hanne Seldevig.

Deres bud var blandende boligformer, og ikke seniorfællesskab, men bare ”fællesskaber”:

– Ældre mennesker vil sikkert gerne bo i Vestermarie, hvis der også var yngre mennesker og aktivitet. Vi tvinger dem jo til at bo tæt på bymidten ved at aflive alle mulige andre steder, sagde Morten Zievel Serritzlev.

Derefter begyndte kreativiteten at spire i Aakirkebyhallerne.

– Spræl – der mangler i den grad spræl i boligpolitikken. Og jeg tror, at den spræl skal komme udefra, sagde Hans Jørgen Jensen, som er koordinator for de lokale aktionsgrupper på Bornholm, der yder støtte til udviklingsprojekter.

– Vi har stort set ikke nogle alternative boformer på Bornholm. Kun hvis vi går op i de dybe skove, uddybede Hans Jørgen Jensen fra Gudhjem og foreslog nogle friområder.

Kirsten Mikkelsen, også Ældrerådet, hæftede sig ved, hvor vigtigt det er at tilbyde nære, rare miljøer med socialt samvær. Hun nævnte, at hun kender unge familier, som kørte sur i at bo for afsondret på landet.

– Hvis man nogle former for klynger og sørgede for, at der var venner, så man kunne passe børn for hinanden, og en café, hvor man kunne spise sammen – og hvor vi ældre også kunne synes, det var hyggeligt at komme, sagde Kirsten Mikkelsen og foreslog at prioritere fælleslokaler som træningsrum og gæsteværelser.

– Jeg ved godt, det gør det dyrere. Men jeg tror, det gør det meget mere attraktivt.

De ældre vil gerne bo med de unge, kunne det konstateres. Men hvad med de unge? Det spørgsmål blev ikke entydigt besvaret, for der var ikke mange under 45 år til stede. Og flere deltagere spurgte, hvad kommunen gjorde for at engagere de unge på øen.

Den mest populære tilhører var derfor Christian Bergman, der præsenterede sig som en potentiel tilflytter fra en børnefamilie. Hans budskab var, at der på Bornholm mangler grønne bofællesskaber som Grobund på Djursland, hvor det sociale, bæredygtige liv er konstrueret.

– Jeg tror, at den slags boligformer i sig selv kan tiltrække tilflyttere, så det ikke kun er job, sagde familiefaren.

Hvad med pengene?

Realisterne meldte sig på banen til sidst.

– Det er en spændende tanke at sprælle lidt mere. Men hvem er det, der skal betale for det, spurgte Morten Holten, direktør i Bornholms Brandforsikring.

Og kommunalbestyrelsesmedlem René Danielsson (DF) bemærkede:

– Jeg vil gerne forsvare, at man vælger en løsning, der kan forrentes, inden man begynder at bygge noget, der ligner sydvolden på Christiania.

Høringsperioden varer indtil fredag den 18. januar.