FOR ABONNENTER

Jubel på højskolen: Rekordstort antal elever på de lange forårskurser

Der er faldet ro på Bornholms Højskole efter et lidt turbulent efterår, hvor bestyrelsen valgte af afsætte den daværende forstander.

Siden Bente Larens aftrædelse i slutningen af november er den daglige ledelse varetaget af et lederteam bestående af sekretariatsleder Bernitta Bjørn Andersen, lærerne Lene Degett og Simon Lund Koefoed, samt bestyrelsesformand Knud Andersen.

Ny ledelse ikke fundet

Skolen har netop hyret to nye medarbejdere til sekretariatet i form af en bogholder og en skolesekretær, og tirsdag rykkede et rekordstort antal elever ind på forårsholdet.

– Vi havde 22 af de lange i efteråret, men nu er der lige startet 34, så det er noget så godt, siger Bernitta Bjørn Andersen.

Betegnelsen ”de lange” bruges på skolen om de kursister, der er på højskolen i tre, seks eller ni måneder, i modsætning til de korte, som er kursister, der køber et ophold af en eller to ugers varighed.

Det er et stort skridt i den rigtige retning, for et af nøglepunkterne i Bornholms Højskoles nye strategi er at hente hovedparten af indtægterne på de lange kurser – og den strategi har man i følge den konstituerede leder ingen planer om at lave om på:

– Vi gør ikke noget ved strategien, men vi arbejder på at få en ny ledelse på plads. Der er gang i en hel masse lige nu, men det er for tidligt at sige noget, siger Bernitta Bjørn Andersen.

Vi trænger til ro

Hun understreger samtidig, at den midlertidige ledelse nyder stor opbakning efter Bente Larsens uventede exit, både fra de ansatte og fra højskolens nye bestyrelse.

– Knud Andersen gør eksempelvis et kæmpestort stykke arbejde for at støtte os herude, langt mere end han egentlig havde forestillet sig, tror jeg. Han tager en stor og tidsmæssigt krævende del at den nuværende omstrukturering. Men vi løfter godt i flok, siger Bernitta Bjørn Andersen.

Nytårskur

Højskolen inviterer igen i år skolekredsen, pressen og højskolens venner til nytårskur ved Kyndelmisse, som i år falder søndag den 27. januar.

– Vi sørger for drikkelse, mad og positiv energi. Og så glæder vi os til at få ro omkring højskolen, når den nye ledelse er på plads, for det trænger vi til, slutter Bernitta Bjørn Andersen.