FOR ABONNENTER

Brugsen har indledt stor ombygning: Kun chipsene bliver ikke flyttet

Svaneke centrum er fyldt med stilladser, håndværkerbiler og containere til byggeaffald. Siden efteråret har en gennemgribende ombygning af det tidligere bageri på Torvet været igang, og nu har også Dagli’Brugsen indledt en omfattende ombygning og udvidelse af butikken.

Udvidelsen sker ind i ejendommen ved siden af på Nansensgade 11, hvor der tidligere var antikvitetsforrretning, men hvor Dagli’ Brugsen ejer ejendommen.

Beslutningen om at udvide er taget for længe siden, men antikvitetsbutikkens lejemål udløb først ved årets udgang. Dagli’Brugsen Svaneke opsagde i 2016 lejemålet i naboejendommen og overtog hele bygningen efter nytår.

– Vi udvider brugsen med 110 kvm og får lidt mere plads til vores lager, forklarer uddeler Claus Bay Jacobsen.

Udover en større butik og mere lagerplads, så giver udvidelsen også plads til et længe ønsket handicap-toilet.

I første omgang er det kun stilladserne udenfor samt rå støvvægge opsat inde i butikken, der kommer på tværs af kunderne, men i løbet af de næste tre måneder vil butikken blive fuldstænding omrokeret og en enkelt uge vil bageren være lukket.

På bagsiden af butikken vil der også i byggeperioden være færre p-pladser.

– Men vi holder åbent og håber, at kunderne vil være tålmodige. Vi prioriterer at holde butikken åben i hele perioden – med de gener, der kan være – fordi det er den eneste dagligvarebutik i byen, siger uddeleren.

Brugsen har i flere år forberedt den tiltrængte udvidelse, og nu er ombygningen i gang, der skal give brugsen mere plads. Den nuværende butik er på ca. 675 kvm, og dermed er det en væsentlig udvidelse, at butikken bliver 110 kvm større.

Færdig efter påske

Første fase af det store projekt er at bygge den del om, der vedrører selve butikken, forklarer Claus Bay Jacobsen. Lige efter påske håber Dagli’Brugsen, at den nye butik står klar.

Ud over at butikken bliver større, vil der også ske store ændringer indendøre.

– Bageren bliver flyttet, og alle vores køle- og frysediske skal skiftes ud, og der sker en del rokeringer af varerne. Det eneste, der ikke skal flyttes, er chipsene, griner Claus Bay Jacobsen.

Mere lys og luft

Til gengæld får kunderne en langt rarere butik, når byggeperioden er færdig.

– Vi får mere plads, lys og luft i butikken. Gangene bliver bredere, og i den nye del af butikken – inde i den gamle bygning – bliver vinduerne bevaret ud mod Nansensgade og giver en mere lys butik, fortæller han.

Uddeleren selv kan glæde sig til et nyt kontor, også med vinduer mod Nansensgade. Udefra vil den gamle bygning blive bevaret næsten uændret.

– Vi etablerer også et hjørne til kunderne ved vinduet og vi får plads til lidt flere varer, eksempelvis et udvalg af Irmavarer, og plads til mere frugt og grønt og kølevarer, fortæller Claus Bay Jacobsen.