Kim Jong-un holder møde om politik for atomafskrækkelse

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har siddet for bordenden ved et møde om “atomar afskrækkelse” i Nordkorea.

Det rapporterer landets statsmedier natten til søndag dansk tid ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

– Ved mødet blev fremsat nye politiske tiltag, der yderligere skal øge landets atomare afskrækkelse, skriver det statslige, nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA.

Der blev også talt om at “sætte de strategiske væbnede styrker i højt beredskab”.

Mødet blev holdt i landets centrale militærudvalg under Arbejderpartiet, som regerer landet.

Det er ikke uddybet, hvori de nye tiltag til “atomar afskrækkelse” består.

Militærudvalgets møde er ifølge Yonhap den første offentlige optræden fra Nordkoreas leder, siden Kim Jong-un 1. maj skal have været til stede ved indvielsen af en gødningsfabrik nord for hovedstaden Pyongyang.

Inden da cirkulerede heftige rygter om Kim Jong-uns svigtende helbred.

Det vides ikke, hvornår mødet i udvalget fandt sted. Men ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau rapporterer KCNA typisk om Kim Jong-uns aktiviteter med en dags forsinkelse.

/ritzau/