Myndighed: Dødstal efter styrt i Pakistan er 97 – to overlever

97 personer blev dræbt og to overlevede et flystyrt fredag i den pakistanske millionby Karachi.

Det oplyser embedsmænd fra sundhedsmyndighederne natten til lørdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.

De oplyser samtidig, at det er det endelige dødstal for dem, der var om bord på flyet.

Det er endnu uklart, om der er dræbte på landjorden og i givet fald hvor mange.

Ligene af både passagerer og besætningsmedlemmer er blevet bjærget, oplyser landets sundhedsministerium ifølge AFP. Bjærgnings- og redningsmissionen sluttede tidligt lørdag.

Mens den første melding fra byens borgmester var, at alle om bord på flyet var omkommet, så forlød det siden fra den pakistanske luftfartsmyndighed ifølge nyhedsbureauet dpa, at mindst to passagerer havde overlevet flystyrtet.

Det er nu ifølge AFP bekræftet af sundhedsmyndighederne – samtidig står det ifølge meldingerne klart, at ikke flere personer end de to har overlevet styrtet.

Optagelser fra Karachi viste fredag store og mørke røgskyer stige op omkring bygninger i det beboede område.

Flere biler var også brudt i brand, og brandfolk forsøgte at bekæmpe flammer fra ramte boliger. Det viste flere videoer på Twitter.

/ritzau/