Brasiliens smittetal er nu verdens næsthøjeste

Brasilien er nu det land i verden med næstflest coronasmittede.

Det oplyser landets sundhedsministerium fredag lokal tid.

Med i alt 330.890 bekræftede smittetilfælde er det kun USA, der har flere smittede. Inden da var Rusland det land i verden med næstflest smittede.

Der er dog store usikkerheder i forhold til opgørelsesmetoder og landenes teststrategi.

Fredag lokal tid har Brasilien samtidig registreret 1001 nye coronadødsfald i løbet af 24 timer. Dermed er landet oppe på 21.048 døde i alt.

Både antallet af smittede og dødsfald menes dog at være højere.

Meldingen kommer samme dag, som det blev meldt ud fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at Sydamerika anses som virussets nye epicenter.

Det sagde organisationens chef for akutberedskab, Mike Ryan, og påpegede, at Brasilien “tydeligvis er det mest berørte” land.

/ritzau/