Sikkerhedslov udløser opfordringer til protest i Hongkong

Aktivister opfordrer på internettet til en demonstration mod Kinas planer om en ny såkaldt national sikkerhedslov for Hongkong.

Frygten blandt flere er, at en sikkerhedslov vil underminere Hongkongs frihedsrettigheder og position som internationalt finanscentrum.

Det står endnu ikke klart, om demonstrationen vil finde sted. Men opfordringerne viser, at uroen ulmer under overfladen i Hongkong.

Finder marchen sted som planlagt, vil den begynde klokken 12.00 lokal tid fredag (06.00 dansk tid, red.) i det finansielle centrum, hvorefter den fortsætter til den kinesiske regerings Hongkong-kontor.

Sikkerhedsloven ventes at blive fremlagt under den årlige samling for den kinesiske folkekongres, som er gået i gang natten til fredag dansk tid.

Ifølge et udkast til sikkerhedsloven, som er kommet i Reuters’ besiddelse, vil den hurtigt skulle implementeres under Hongkongs “mini-forfatning”, den såkaldte Basic Law.

Det var under Basic Law, at Hongkong i 1997 overgik fra at være en britisk kronkoloni til at være en særlig, administrativ region i Kina.

Kina giver ifølge udkastet til loven sig selv magten til at lave den lovgivning for Hongkong, som skal forebygge og straffe det, som loven udpeger som terrorisme, separatisme og indblanding fra udenlandske magter “eller enhver handling, der på alvorlig vis truer den nationale sikkerhed”.

Et tidligere forsøg på at få indført lignende lovgivning i Hongkong i 2003 blev mødt med protester på op mod en halv million mennesker.

I Hongkong siger den prodemokratiske politiker Tanya Chan, at Kina “viser nul respekt for borgerne i Hongkong” ved at forsøge at få loven igennem uden at have konsulteret med dem.

Hongkong var i 2019 præget af voldsomme og ofte voldelige pro-demokratiske protester.

Også forholdet til Taiwan er på dagsordenen under Den Nationale Folkekongres.

Således gentager Kinas premierminister, Li Keqiang, under indledningen af kongressen et ønske om “en genforening” mellem Kina og Taiwan og opfordrer folket til at modsætte sig øens selvstændighed.

Taiwans præsident siden januar, Tsai Ing-wen, afviser dog, at Taiwan skal høre ind under Kina under devisen “et land, to systemer” – ligesom Hongkong gør.

Folkekongressen beskrives ofte som Kinas parlament, men regnes for at være et gummistempel for politbureauet.

/ritzau/Reuters