Passagerfly styrter ned nær boligområde i Pakistan

Et stort passagerfly er fredag styrtet ned nær et boligområde i den pakistanske millionby Karachi.

Det oplyser Pakistans statslige luftfartsselskab, PIA.

Der skal have været omkring 100 passagerer om bord på flyet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyser PIA, at 107 passagerer var om bord. Den engelsksprogede pakistanske avis Dawn skriver, at en talsmand fra PIA siger, at der var 90 passagerer om bord.

De ombordværendes tilstand kendes fredag eftermiddag dansk tid endnu ikke.

Dawn skriver, at flyet var på vej fra Lahore i det nordøstlige Pakistan til Karachi, der ligger i det sydlige Pakistan ud til Det Arabiske Hav.

Pakistans sundhedsminister har erklæret undtagelsestilstand på alle store hospitaler i Karachi som følge af flystyrtet. Det siger Meeran Yousuf, der er pressekoordinator i ministeriet, ifølge Dawn.

/ritzau/