Britisk sygehuschef: Coronaindsats har ikke været perfekt

Storbritannien har i det seneste døgn registreret 351 dødsfald blandt personer med coronasmitte. Det meddeler det britiske sundhedsministerium fredag.

Det er en stigning i forhold til dagen inden, hvor der var 338 coronadødsfald.

I alt har 36.393 mennesker med coronasmitte mistet livet i Storbritannien i de seneste måneder.

Samtidig erkender den øverste chef for sygehusvæsnet NHS, Simon Stevens, at den britiske indsats under coronaudbruddet ikke har været perfekt, og at man kunne have taget ved lære af erfaringer fra andre lande.

Han blev spurgt af et udvalg i parlamentet, om Storbritannien skulle have lært en lektie om for eksempel at sørge for beskyttelsesudstyr.

– Jeg er sikker på, at svaret på det absolut er ja, lød det fra Stevens.

– Jeg mener ikke, at alt er gået perfekt, og hvordan kunne det også det? Der er helt klart ting, vi vil lære fra og gøre anderledes fremover, siger NHS-chefen.

Foreløbig er lidt over en kvart million briter testet positive for coronasmitte. Af dem er kun godt tusind officielt meldt raske igen, viser en opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University.

/ritzau/Reuters