Prognoser giver Joe Biden sejren ved primærvalget i Oregon

Tidligere vicepræsident i USA Joe Biden vinder Demokraternes primærvalg i delstaten Oregon.

Det viser prognoser ifølge nyhedsbureauet AP.

77-årige Biden er den eneste kandidat, der er tilbage i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat ved valget i november.

Senator Bernie Sanders trak sig fra valgkampen i sidste måned og gav i stedet sin støtte til Joe Biden.

Sanders har dog valgt at blive på stemmesedlen for at samle flest mulige delegerede og dermed få større indflydelse på Demokraternes politik ved partiets konvent til sommer.

Det samme gælder for senator Elizabeth Warren fra Massachusetts.

Hverken Sanders eller Warren har dog ført nogen nævneværdig valgkamp i Oregon.

Ifølge Oregon Public Broadcasting står Joe Biden til at vinde opbakning fra 67 procent af de demokratiske vælgere i Oregon ved tirsdagens primærvalg.

Præsident Donald Trump er den eneste kandidat for Det Republikanske Parti.

Han står ifølge Oregon Public Broadcasting til at vinde støtte fra 92 procent af de republikanske vælgere i staten.

Det var kun Oregon, der holdt primærvalg tirsdag. De planlagte primærvalg i Georgia og Kentucky er således blevet udskudt som følge af coronakrisen.

Fordi valget i Oregon ligger så sent i primærvalgskalenderen, spiller det sjældent en betydelig rolle i den demokratiske valgkamp.

For fire år siden slog Bernie Sanders Hillary Clinton i Oregon med 56 procents opbakning fra vælgerne. Clinton løb dog som bekendt med den demokratiske nominering og tabte efterfølgende præsidentvalget til Donald Trump.

/ritzau/