Cyklon nærmer sig Indien og Bangladesh

Voldsom styrtregn og hårde vindstød hærgede onsdag to østlige delstater i Indien og dele af Bangladesh forud for cyklonen “Amphans” ventede landgang senere på dagen. Millioner af mennesker er evakueret væk fra kystområderne.

I de nordøstlige indiske delstater Vestbengalen og Odisha kæmper myndighederne for at finde pladser til tusinder af evakuerede, da eksisterende nødhjælpscentre allerede er fyldt med folk, der er i karantæne på grund af coronakrisen.

Nye nødcentre er ved at blive bygget op i haller, hvor der normalt er markedspladser, og i regeringsbygninger. Der uddeles ansigtsmasker og tørklæder som værnemidler.

Talsmænd for politiet siger, at folk er imod at søge mod de oprettede centre, fordi de frygter at blive smittet med Covid-19. Andre afviser at efterlade deres køer og geder.

– Vi må tvinge folk ud af deres hjem og give dem ansigtsmasker på, siger en ledende politimand i Kolkata (tidligere Calcutta).

De indiske jernbaner har indstillet togtrafikken i de områder, som cyklonen ventes at ramme for at beskytte tusindvis af migrantarbejdere, som er kommet til området fra New Delhi, hvor de har mistet deres arbejde på grund af coronakrisen.

Titusinder af daglejere stod pludselig uden indkomst, da Indien lukkede ned den 24. marts. De var ilde stedt langt fra deres hjem, da tog og busser holdt op med at køre.

BBC rapporterer, at mange har været undervejs i mange dage for at tilbagelægge store afstande til fods, på cykel, på tommelfingeren, i tuk-tuks eller i overfyldte lastbiler. En del af dem er døde undervejs – af sult, udmattelse eller corona.

– Cyklonen kan jævne tusindvis af huse med jorden og ødelægge afgrøderne i store områder, siger SG Rai fra Indiens officielle katastrofeberedskab.

/ritzau/AFP