Wuhan coronatester næsten en halv million på et døgn

Den kinesiske millionby Wuhan, der tidligere var epicenteret for coronavirus, er på stikkerne for ikke at undgå et nyt udbrud af det smitsomme virus.

Byen testede mandag således næsten en halv million personer for smitte. Det oplyser de lokale sundhedsmyndigheder.

Mere præcist blev 467.847 personer mandag testet ifølge myndighederne.

Den omfattende mængde test kommer i kølvandet på en stigning i antallet af smittede i byen i Hubei-provinsen i det centrale Kina.

9. og 10. maj registrerede byen sine første større grupper af coronasmittede personer siden ophævelsen af en nedlukning i begyndelsen af april.

Det fik byen til at iværksætte en kampagne, der skulle finde frem til smittede personer uden nogen umiddelbare symptomer.

Ud over de mange testede mandag blev 335.887 personer testet søndag. I alt er over 1,3 millioner blevet testet i Wuhan siden den 13. maj. Det oplyser byens lokale sundhedsmyndigheder ifølge amerikanske CNN.

Der bor over ti millioner mennesker i Wuhan.

Udbruddet af coronavirus menes at være begyndt i Wuhan i slutningen af 2019. Siden da har det spredt sig til lande over hele kloden.

Globalt har over 318.000 personer mistet livet efter at være blevet smittet.

/ritzau/Reuters