Ungarns parlament forbyder kønsskifte i officielle papirer

Det ungarske parlament har tirsdag vedtaget ny lovgivning, der forhindrer transpersoner i at skifte køn i deres officielle papirer.

Parlamentet stemte tirsdag således for et forslag, der betyder, at der fremover skal stå “køn ved fødsel” i stedet for “køn” i personlige dokumenter som fødsels- og vielsesattester. 133 stemte for, mens 57 stemte imod.

Beslutningen mødes med kritik i LGBT-samfundet, der frygter, at det kan føre til øget diskrimination af transpersoner. LGBT er en samlet betegnelse for en række seksuelle minoriteter.

Fra den ungarske regering lyder det:
– Landets beslutning om at registrere børns biologiske køn i deres fødselsattest påvirker ikke mænd og kvinders ret til frit at opleve og udtrykke deres identitet, som de ønsker.

Ungarns højreorienterede premierminister, Viktor Orbán, har siddet på magten siden 2010 og blev genvalgt i 2018. Han har varslet, at han vil “bygge en ny æra” og indføre store kulturelle forandringer.

Fra gruppen Transvanilla Transgender Association, der kæmper for transpersoners rettigheder, får beslutningen hård kritik.

– Vi har ingen ord, der kan beskrive, hvad vi føler.

– Folk er i panik. Folk ønsker at flygte fra Ungarn til et andet sted, hvor deres køn bliver anerkendt, siger Tina Korlos Orban, vicepræsident i gruppen.

Også menneskerettighedsorganisationen Amnesty International tager kraftig afstand fra den ungarske beslutning.

– Beslutningen skubber Ungarn tilbage mod mørke tider.

– Det udsætter ikke blot personer for yderligere diskrimination, men forstærker også et allerede intolerant og fjendtligt miljø, som LGBT-samfundet står overfor, siger Krisztina Tamas-Saroy fra Amnesty International i Ungarn.

/ritzau/Reuters