El Salvadors højesteret suspenderer præsidentens krisetilstand

Højesteret i El Salvador har mandag beordret en øjeblikkelig suspendering af præsident Nayib Bukeles krisetilstand i landet som følge af coronaviruspandemien.

Præsident Nayib Bukele er blevet kritiseret for at udvise autoritære tendenser og overskride sine magtbeføjelser.

Bukele erklærede krisetilstand i El Salvador lørdag, hvor en tidligere indført krisetilstand stod til at udløbe. Præsidenten indførte den fornyede krisetilstand uden kongressens godkendelse.

Uden mandagens afgørelse fra højesteret ville fornyelsen have holdt kriseberedskabet i kraft de næste 30 dage. Krisetilstanden omfatter skolelukninger og forbud mod at opholde sig i bestemte områder.

Bukeles regering har fastholdt, at en civilbeskyttelseslov giver præsidenten lov til at erklære krisetilstand, hvis det ikke er muligt for kongressen at samles.

Embedsmænd fra regeringen har desuden argumenteret for, at risikoen for yderligere smittespredning i El Salvador berettiger foranstaltningerne.

I El Salvador er der bekræftet 1338 smittetilfælde, mens der er registreret 30 coronarelaterede dødsfald.

Højesteret oplyser i sin afgørelse, at afgørelsen er midlertidig, indtil en mere omfattende undersøgelse af krisetilstanden er blevet foretaget.

Præsident Nayib Bukele kalder afgørelsen fra højesteret for “en hidtil uset handling”.

På Twitter skriver præsidenten, at hans berettigelse til at udstede dekretet er en, som “alle El Salvadors præsidenter har haft og brugt i krisesituationer”.

/ritzau/Reuters