Brasilien overstiger en kvart million coronatilfælde

Brasilien har oversteget en kvart million smittetilfælde med coronavirus.

Det oplyser landets sundhedsministerium mandag.

Dermed er Brasilien nu det land i verden, der er tredje hårdest ramt af coronaviruspandemien målt på antal smittetilfælde. Kun USA og Rusland har flere, mens Storbritannien er det land med fjerde flest tilfælde.

Sundhedseksperter i Brasilien har advaret om, at det reelle antal af smittetilfælde kan være langt højere.

De seneste 24 timer har yderligere 674 coronapatienter mistet livet i Brasilien, hvilket bringer det samlede antal døde op på 16.792.

Den brasilianske millionby São Paulo er et af landets værst ramte områder. Næsten 3000 er døde i storbyen indtil nu.

Byens borgmester, Bruno Covas, har advaret mod, at byens hospitaler er på randen af et sammenbrud.

Ifølge borgmesteren er 90 procent af hospitalernes kapacitet udnyttet nu. Det betyder, at hospitalerne kan mangle plads inden for to uger.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, er udskældt i ind- og udland for en kurs, hvor han bagatelliserer virussygdommen, som han har kaldt en “lille influenza”.

Bolsonaro har flere gange kritiseret de tiltag, som landets guvernører har indført for at inddæmme smitten. I stedet beder han brasilianerne om at ignorere ordrerne om at blive hjemme.

Bolsonaros håndtering af virusudbruddet har bragt ham på kant med foreløbig to sundhedsministre.

Fredag indgav Nelson Teich sin afskedsbegæring som minister for sundhed. Han oplyste ikke årsagen til sin afgang.

Nelson Teich nåede kun at sidde på ministerposten i knap en måned. Hans forgænger, Luiz Henrique Mandetta, trak sig den 16. april efter flere sammenstød med Bolsonaro under coronakrisen.

/ritzau/Reuters